Jul på Fabrikken

Alle store som små er hjertelig velkomne når Culthus for første gang holder JUL PÅ FABRIKKEN.

Det sker 20. december på Kulturfabrikken i Nyk. F., hvor der skal jule-hygges med kreative workshops, lækker musik, en spændende julefortælling, jule-guf fra den store verden og meget meget mere.Mangler du lige at få den sidste eller måske de ti sidste julegaver på plads, så bliver der rig mulighed for at kreere noget helt unikt i de syv workshops, hvor lokale kunstnere og andet kreativt godt-folk står klar til at inspirere og hjælpe dig med at fremstille en måske smuk eller måske anderledes julegave
Du kan for eksempel lave Dekorative skotøjskasser, som bliver forvandlet til noget helt fantastisk eller lave crazy julepynt, som bringer et strejf af sommer til juletræet eller lave små finurlige nisser og sprallemænd eller lave alternative krammerhus af bølgepap eller lave fantasifuld origami julepynt eller lave den perfekte bordskåner i træ-workshoppen eller lave…
Desuden vil der også være mulighed for at købe allerede fremstillede kunstgenstande af kunstnerne.

Naturligvis hører der også jule-guf-guf til sådan en dag, men du kommer nok til at snuse langt efter de traditionelle klejner, da såvel drikke som spise  består af smagsfulde italienske og rumænske jule-specialiteter.

Bandet Dronning Louise leverer sprøde klang-bunde i cafeen og orkestret har lovet, at de vil gøre deres til at der bliver kræset med kanel og andet lækkert for øregangen.

Så tag din tante, bedstefar eller en helt anden under armen og kom og vær med til JUL PÅ FABRIKKEN lørdag d. 20. december `14 kl. 13:00 – 17:00.
Efter entreen på 30,- kr. for voksne og 15,- pebernødder for børn er betalt er alle workshops med dertilhørende materialer gratis.